Stressede personer skal fremover hjælpes med nye effektive tankestrategier. Ikke med gode råd og symptombehandling. Det mener psykolog og forfatter Linda Burlan Sørensen.


Nedenstående blogindlæg udtrykker udelukkende psykolog og forfatter Linda Burlan Sørensens mening og holdninger. Disse deles ikke nødvendigvis af Stressforeningen.

”Vores opmærksomhed har et indre fokus og et ydre fokus. Det indre er rettet mod egne tanker, følelser og kropslige fornemmelser, mens det ydre er rettet mod ting uden for os selv. Den metakognitive tilgang forklarer netop, hvordan en overdreven opmærksomhed på egne tanker, følelser eller kropslige fornemmelser skaber stressoplevelsen. Personer med stress overtænker, når de møder udfordringer. Deres indre fokus er alt for stort, hvilket forhindrer dem i at handle effektivt i situationen, og de skal lære nogle nye tankestrategier, så de ikke går ned hver gang, de oplever stressfaktorer i deres ydre liv,” fortæller Linda Burlan Sørensen, psykolog, forfatter og institutleder ved Neokognitivt Institut i København.

”Det er vigtigt, at stressramte lærer, at de er herre i deres eget hoved. At det ikke er tankerne, der styrer deres liv. Mange tror slet ikke, at de har kontrol over deres tankeprocesser. Alle mennesker bekymrer sig og grubler. Men dem, der går ned, med stress kan ikke stoppe de bekymringer og grublerier, selvom de gerne vil. De tror ikke, de har kontrol over den proces. En stressbehandlers fornemmeste opgave er at lære stressramte, at de kan nøjes med at gruble kort tid, så der frigives tid og overskud til mere hensigtsmæssige eller behagelige tanker og især til konkret handling,” fortæller Linda Burlan Sørensen. Hun har set klienter gå fra at bekymre sig i døgndrift til kun 10 minutter om dagen. 

Vær ikke tilfreds med symptombehandling
”Det må være enhver stressbehandlers ypperste formål, at stressede klienter hurtigt og mindst smertefuldt opnår en bedre psykisk trivsel. Og at de derefter kan bevare den tilstand. Vi skal som behandlere fjerne årsagen til stress og ikke være tilfredse med at symptombehandle. Det samme gælder stressede personer. De skal kræve en behandling, der virker,” fastslår Linda Burlan Sørensen, der har udgivet flere bøger om metoden metakognitiv terapi, der har en dokumenteret effekt.

Formålet er at gøre folk stressresistente ved at lære dem mere hensigtsmæssige måder at forholde sig til sine egne tanker på. Det handler i høj grad om forholdet til egne tanker, og om man tillægger dem en særlig betydning, der kan have en negativ effekt på stressoplevelsen.

Linda Burlan Sørensen har i årevis været vidne til stressede personer, der er blevet behandlet med alt fra meditationskurser, gåture ved vandet og andre selvkærlige tiltag. Alt sammen gode hensigter, der kan fjerne stresssymptomer midlertidigt. Men det har ifølge forfatteren ikke den givne hensigt at fjerne årsagen til stressoplevelsen. 

”Der hersker ikke 100 % konsensus om, hvad stress er for noget. Så hvad er det, vi behandler? 
Ved at behandle tankestrategierne og symptombehandle, er vi sikre på, at den stressede får et mere varigt resultat. I metakognitiv terapi behandler man styringsprocesserne i hjernen, uanset hvad personens stressoplevelse bygger på.

Psykolog Linda Burlan Sørensen opfordrer alle stressramte og pårørende til at stille nye krav til stressbehandlingen i Danmark. 

”Sørg for at opsøg en metode, der virker hurtigt og effektivt, så den psykiske mistrivsel reduceres eller fjernes. Det gode ved metakognitiv terapi er, at der er resultater efter ganske få gange. Jeg plejer at sige, at klienter skal mærke forskel efter første gang.”
 

Om forfatteren
Linda Burlan Sørensen er autoriseret klinisk psykolog siden 2006 og specialist i psykoterapi, supervision og metakognitiv terapi. Hun er indehaver af Neokognitivt Institut i København, der tilbyder behandling, fagkurser, uddannelser og supervision. Linda Burlan Sørensen har udgivet ”Fængslende tanker – kontrollér tankemylderet med metakognitiv terapi” i 2018 og ”Stressbehandling med metakognitiv terapi – en håndbog for terapeuter ” i 2019.