Jeg blev ekstremt lydfølsom, da jeg faldt sammen af stress. Det gjorde ondt i mine ører, bare nogen talte sammen, og der hjemme satte vi urene i stå, så de ikke tikkede – for det var som larm for mig. Min mand holdt op med at høre radio og se fjernsyn, når jeg var i stuen. Da jeg generelt fik det bedre og kunne tage hjemmefra selv og køre med S-tog, oplevede jeg, hvor meget støj, der er i det offentlige rum.

Konsekvenserne af støjen

Støjpåvirkningen gjorde mig ukoncentreret og anspændt, og som konsekvens fik jeg endda svært ved at finde rundt, hvilket aldrig tidligere har været et problem. Det var blandt andet svært for mig at finde ud fra de forskellige perroner, selv om jeg havde været der mange gange før.

De lyde du sjældent bemærker, når du ikke er stressramt

I det offentlige rum er der dels den underliggende støj, der blandt andet består af lyde fra trafikken, folk der taler sammen eller i mobiltelefon. Dels er der lyde, der skiller sig markant ud, og de er særlig forstyrrende og belastende, når man er lydfølsom: fx de rullende reklamer, der rasler, og ind- og udcheck maskinerne der bipper og brummer, og mobiler der ringer.

Det er de færreste af os, der lægger mærke til enkeltlydene, men prøv selv næste gang du er på en station eller et andet sted i det offentlige rum at lægge mærke til lydene.

Musikken

”Jeg er meget lydfølsom, vil du slukke for musikken, mens jeg er i butikken?”, er en sætning jeg har brugt så mange gange, at jeg ikke har tal på det. Alle ekspedienter i de små butikker, som jeg sagde det til, så undrende på mig, hvorefter de heldigvis slukkede eller skruede ned for musikken.

Musikken gjorde mig nemlig så ukoncentreret, at jeg sjældent fik købt noget, fordi jeg ikke var i stand til at samle mig og foretage et valg af, hvad jeg ville købe.

Der var steder, hvor jeg slet ikke kunne komme på grund af musikken, nemlig i storcentre og stormagasiner. For lydfølsommes skyld, burde der ikke være musik i storcentre og butikker i det hele taget.

Er du lydfølsom?

For at minimere støjbelastningen brugte jeg ørepropper, så jeg til nød kunne klare mig igennem de nødvendige indkøb.

Mit budskab med denne blog er, at du bør respektere din lydfølsomhed.
Den omsorg for dig selv vil fremme din heling.

– Marianne Bak