Mariannes historie fortsat

Som stressramt er det en stor udfordring, at man har masser af tid og masser af idéer til, alt det man vil gøre. Problemet er bare, at man måske ikke kan ret meget, og at man har brug for ro og hvile for at få det bedre.

Sådan var det for mig efter stress-sammenbruddet. Jeg havde det bedst, når der var fuldstændig ro, og når jeg hvilede. Jeg fik det værre, når jeg læste, hørte musik, så tv, brugte computer eller var sammen med andre mennesker. Så minutterne, timerne og dagene føltes meget lange.

Det gode var, at tiden gik helt af sig selv. Det svære var, at jeg følte mig nytteløs, når der ingenting skete. Og der foregik næsten ingenting, fordi jeg magtede så lidt. For at fylde tiden ud opfandt jeg små opgaver og ”lege” til mig selv, som jeg fortæller om her, og som du måske kan bruge til inspiration.

Sådan lavede jeg hjernegymnastik

Den ene ting jeg gjorde for at bruge min hjerne var, at jeg gik langsomt rundt i min have og samlede én af hver af de planter, der duftede. Jeg plukkede lavendel, en rose, persille, dild, gran, natlys osv. Og så noterede jeg plantenavnene i min dagbog. Det var min opgave den dag. I mange måneder opfandt jeg sådan nogle simple opgaver, så jeg fornemmede, at der skete noget, og at jeg magtede noget.

Seks en halv måned efter sammenbruddet, havde jeg det stadig meget dårligt, og jeg måtte være meget tålmodig. Her er et notat fra min dagbog, som jeg skrev den gang:

”Jeg behøver ikke at lægge planer. Jeg må møde dagene én ad gangen og tage dem, som de er: En ny dag, en ny begyndelse. Tålmodighed, tålmodighed, tålmodighed.”

Netop ordet tålmodighed gav mig endnu en idé til at fylde tiden ud. Ud af ordet konstruerede jeg 101 nye ord ved hjælp af de bogstaver tålmodighed består af: fx modig, hedt, lodde, dige, mild, måge og held. Det var den mentale opgave den dag. Men kroppen havde også brug for at blive brugt.

Sådan fik jeg motion uden at presse mig selv

Når man er ramt af stress, er det vigtigt, at man ikke presser sig selv hverken fysisk eller psykisk, fordi det gør stressen værre. Der er en god kronik om emnet: ”Motion mod stress er katastrofalt” (Berlingske Tidende, 20.1.2018), skrevet af Umaharo Cadogan og Majken Matzau, der er stress-eksperter.

Da jeg trængte til at bevæge mig og til at få pulsen op var det for svært for mig at cykle, og jeg kunne ikke finde rundt i området, hvor jeg bor, selv om jeg kendte det ud og ind efter at have boet der i 20 år. Det var som om, alt skulle indlæres på ny. Derfor startede jeg meget blidt op, uden pres, da jeg begyndte at ”motionere”.

Jeg havde en folder om at løbetræne, som jeg lod mig inspirere af. Den viste med tegninger, hvordan man skulle begynde at løbetræne: Målet var at være i stand til at løbe 3 gange om ugen uafbrudt i 15 minutter efter 12 uger.

Jeg fulgte løbe-programmet og fik pulsen i vejret, og fordi jeg blev på de samme stier hele tiden, slap min hjerne for at blive udfordret af ”nye” omgivelser.

Da jeg efter de 12 ugers træning kunne løbe uafbrudt i 15 minutter, stoppede jeg med den aktivitet, for da var jeg blevet i stand til at cykle. Og jeg kan faktisk bedre lide at cykle end at løbe. Og sådan udvidede jeg stille og roligt mine aktiviteter, så de passede til, hvad jeg kunne.

Frygt ikke langsomheden

Det var svært at erkende, hvor lidt jeg magtede, men samtidig en sejr og glæde, når jeg gjorde fremskridt. Som du kan se, skete fremskridtene med myreskridt ind i mellem. Derfor vil jeg slutte af med det kinesiske ordsprog:

 

”Frygt ikke langsomheden, frygt stilstanden.”

Marianne Bak