Mariannes historie fortsat

Over en lang tidsperiode havde jeg ingen kontakt med omverdenen, fordi mit nervesystem var meget sensitivt og let blev påvirket, så jeg mistede kontakten til mig selv. Isolationen var til tider svær at bære, fordi helingsprocessen efter stress-sammenbruddet var som en rejse, jeg måtte foretage alene.

 

For at få det bedre undgik jeg derfor at være sammen med andre, selv mine børn så jeg kun sjældent og kun kort tid ad gangen i starten. Jeg undgik også at tale i telefon, sms’e, bruge computer, høre radio og se tv gennem næsten 12 måneder. Min mand var i flere måneder næsten den eneste jeg talte med.

 

Jeg vidste ikke selv, hvor dårlig jeg var

Når min mand og jeg spiste aftensmad, talte vi ganske lidt og udelukkende om nære og konkrete ting, som fx hvad vi fik at spise. Jeg havde ingen indsigt i, hvor dårlig jeg var, selv om jeg var omtrent som en zombie, men ”samtalen” bevirkede, at jeg alligevel følte mig normal.

 

En gang om ugen talte jeg i fraser med mine forældre, når jeg ringede til dem: ”Hvordan går det hos jer?”, ”Tak, jeg har det godt, det går stille og roligt fremad, ingen tilbageskridt”. Allerede efter et par minutter var jeg træt i hovedet og afsluttede samtalen.

Det var virkelig ensomt at være til, fordi jeg hverken kunne tale med eller være i stue med andre. Jeg følte mig isoleret og spærret inde i mig selv, fordi jeg heller ikke kunne læse, se tv eller høre radio, men én ting kunne jeg, og det var at skrive i hånden. Det brugte jeg som afsæt til at bryde ensomheden.

Sådan brød jeg min isolation

Efter et halvt år bad jeg en veninde om at brevveksle med mig, og her er et af brevene, hvor du får du en fornemmelse af, hvor dårlig jeg var et halvt år efter sammenbruddet.

“Kære E.

Du spørger, om jeg får læst. Jeg kan læse avisoverskrifter og højest en kort, letlæst artikel i Lokalavisen. Fremskridtene er små. De er der hver dag – ingen tilbageskridt.

For en uge siden kunne jeg stå op og trække mine bukser på i stedet for at sidde på sengekanten. Og jeg kunne stå og tørre opvasken i stedet for at sidde ned. Jeg hviler stadig mellem hver ”opgave” i min dagsplan: gå tur – hvile – frugt – hvile – sætte vask over – hvile osv., osv.

Jeg kan tænke meget mere, så længe jeg ikke skal forholde mig til ret meget. Små fremskridt, fremskridt, langsomt, langsomt.

Gåturene har indtil i går været meget korte. Tre ture på en dag har i alt haft en længde på halvanden kilometer.

Jeg er glad og ved godt mod næsten hele tiden. Kun når jeg kan spejle mig i omverdenen – som de to minutters telefonsamtale jeg havde med dig – bliver jeg ked af det. Så græder jeg langt og længe over de savn jeg har, over alt det jeg kan se, jeg ikke kan. Min mand trøster, og næste dag fortsætter jeg min rejse til mig selv med glæde og godt mod.”

 

Gør ordsproget ”Ude af øje ude af sind” til skamme

Mit råd til dig, hvis du vil hjælpe en stressramt med at bryde ensomheden og isolationen, er: Giv ingen gode råd.

Vis at du holder af den stressramte ved at sende et postkort eller en buket blomster. Bliv ved med at ”være der”, men forvent ikke noget som helst til gengæld, hverken svar eller tak. Men måske giver du den stressramte et spirende håb, fordi hun/han bliver set af dig.

 

Tak for at du læste med

Marianne Bak