Mariannes historie del VIII

Ugen efter at jeg var brudt sammen af stress, begyndte jeg at skrive dagbog. I starten skrev jeg for at holde styr på min hverdag, men efter et par måneder skrev jeg hver morgen de ting ned, jeg mente, jeg ville være i stand til at klare i løbet af dagen, altså en slags mål for dagen. Senere begyndte jeg at reflektere over min situation i dagbogen. Det var alt sammen noget, der hjalp mig i hverdagen, men det har også været værdifuldt for mig at se tilbage på.

Én at tale med
Jeg var gennem hele forløbet alene om den proces, jeg gennemgik, og ud over at være en slags
samtalepartner for mig, skabte dagbogen også sammenhæng og overblik for mig.

Så dårligt havde jeg det
For at I kan få et indblik i, hvordan en stressramt har det midt i sit sammenbrud, får I et par uddrag her. Dether skrev jeg en lørdag ca. fire måneder efter mit sammenbrud:

“Erkend og accceptér
Måske er det godt for mig at skrive, fordi tankerne bindes til papiret, de flyver ingen steder
hen: én tanke ad gangen.
Kl. er 19. Jeg er alene hjemme og har spist havregrød til aftensmad. Nu en kop kamille-the,
inden jeg går i seng. Jeg er træt, træt, træt.
Kl. er 21, og jeg kan ikke sove. Min tidsfornemmelse er i stykker. Jeg troede, at jeg var til læge
i tirsdags, men det var forrige tirsdag. Jeg bliver idiot af ingenting at kunne, ikke at kunne gå
en tur. Det er godt, at jeg kan skrive. Har lige prøvet at sende en sms. Det er jeg ikke i stand til.”

.
Nogle af de ting, jeg skrev ned, siger meget klart, hvordan jeg havde det – hvordan stressramte generelt har det:

“Jeg er ked af det. Jeg troede, jeg stille og roligt skulle ind i det sociale liv igen. – Er bange for
at familien bliver træt af, at jeg ikke får det bedre. Det er svært om aftenerne at bevare
modet. Det er svært at være slået mange felter tilbage. Det er fire måneder siden, jeg faldt
sammen, og jeg er stadig ikke rask. Tid, tid, tid, tid og enorm tålmodighed skal der til.
Angst for tomheden, angst for at miste mig selv, selv om jeg også finder mig selv. Det er
skræmmende, at jeg ikke kan tage beslutninger, at jeg ikke kan klare mig selv lige nu. Det er
hæsligt at være ”spærret inde”.
Det er en stor støtte, at min mand tror på, at jeg bliver rask.
Nu hører jeg urets tikken, tiktak, tiktak, der skal tid, tid, tid og enorm tålmodighed til.”

Tilbage til scratch
Weekenden efter, jeg havde skrevet ovenstående dagbogsnotater, tog jeg til Sverige med min mand. Da vi endelig kom hjem søndag aften, kom mit andet sammenbrud. Alt var sort, stjerner og opkast. Jeg havde nået bunden, og efter andet sammenbrud kunne jeg hverken tænke eller bevæge mig.
Da jeg efter en uge igen kunne skrive dagbog, blev det ganske kort:

Tid til tegn
Jeg skriger efter at skrive, at gøre noget. – I dag er første dag, hvor min krop og mit hoved
slapper af, uden at jeg anstrenger mig for det ved hjælp af mit åndedræt. Slut! – for i dag!

Pas på dig selv
Marianne Bak