Medier og normer i tiden har desværre en måde at tale om mad på, som om enkelte fødevarer har en magisk effekt, der kan få os til at tage på, tabe os, blive sunde eller usunde. Det er stressede og hænger ikke sammen med virkeligheden. Alt handler om mængder og det er på tide at gøre op med madstress, kure, fødevarerestriktioner og dårlig samvittighed. Vi skal tilbage til at se mad som en nydelse fremfor en stressfaktor i hverdagen.

Glansbilledet har en bagside

De senere år er mængden af madismer og dogmekure blevet lidt af en jungle, hvor de sociale medier er med til at promovere glansbilleder af madbilleder og slankeidealer, samt nye tendenser og diæter, i et stadigt hastigere tempo. Det er dejligt at danskerne går op i kost og sundhed, men vi skal passe på med at tro, at de billeder vi ser på de sociale medier, er en ægte refleksion af vennernes hverdag. Det er unødvendigt, at pålægge sig selv, den ekstra stressfaktor i hverdagen. Ligeledes kan det være rigtig svært at hitte rede i, hvad man skal spise og ikke spise, når selv eksperterne ikke er enige -og i øvrigt ofte ændrer mening. Mad må ikke blive en yderligere stressfaktor i vores allerede hektiske hverdag.

De mange forskellige kure, tendenser og dogmer forvirrer rigtig mange og fjerner fokus fra nydelsen af mad, som ofte er i tilknytning til sociale relationer. Vi må ikke tillade, at vores nydelsesmomenter bliver stressmomenter Videnskabeligt og statistisk set er der ikke hold i kure og madrestriktioner. Det hele handler om mængder og nydelse.

Sund mad skal handle om smag og madglæde og ikke om hvor god man er til at bruge en sous vide eller til at lave skaldyrsfond

Erstat madstress med sund fornuft

Et fast holdepunkt og et godt udgangspunkt er Fødevarestyrelsens kostråd. For det er sund fornuft at spise varieret og fx vælge fuldkorn, når man kan. Og det er sund fornuft at skrue ned for salt og sukker. Men det er også sund fornuft at få gode smagsoplevelser i hverdagen. Alt med måde.

Det er dejligt, at danskerne går op i sundhed og madlavning, men vi skal kunne spise et stykke kage med flødeskum på toppen eller et stykke fuldfed ost uden at få dårlig samvittighed eller blive stressede af den grund.

Der skal være balance i kosten uden at det tager overhånd. Ja, det ved jeg godt er lettere sagt end gjort, men her hos Stressforeningen vil du løbende blive præsenteret for lettilgængelige redskaber, som gør det lettere for dig at spise en sund kost uden madstress og tidspres. Vi hjælper dig, med at finde den gode, stressfri balance

 

Undgå stress vha. lette alternativer

Der findes masser af gode alternativer og måder hvorpå at gøre hverdagen lidt lettere og mindre stresset. En nem genvej til mindre pres over madlavningen i hverdagen er at tage afsæt i de retter, vi kender. Man kan for eksempel lave en stor portion kødsovs i weekenden, som med få greb kan blive til madpandekager, chili con carne eller en gang lasagne. Det er en god ret, som let kan varieres med grøntsager og tilbehør, uden at vi behøver at eksperimentere med nye opskrifter på de dage, hvor vi har mindst overskud. Fordel den store portion kødsovs i mindre portioner, så hver portion dækker behovet for hele familien. Læg portionerne i fryseren, så har du altid en ret klar når du har mindst overskud til at stå i køkkenet.

 

Vi skal tilbage til madglæden og ikke lade os påvirke så meget af, hvad andre gør. Det er okay at fejle i køkkenet og spise kulhydrater og fedt, så længe kosten er balanceret. Og det er okay at tage en lødig genvej i hverdagen, når tiden eller overskuddet ikke er til at lave en opbagt sovs fra bunden.

Husk nu: Det er jo bare mad

Cecilie Refsgaard, Cand.Scient. i Human Ernæring