Den kvindelige, græske digter fra oldtiden Sappho skriver i et af sine digte:

”Lad kroppen smyge sig som vand over de bløde puder”, og det er lige præcis den følelse, du skal have, når du får anbragt dig i den restorative stilling, jeg har valgt som sommerens stilling. Den bringer billeder frem af en krystalklar bjergbæk, der bruser af sted og former sig efter sten, træstammer og grene i vandet. Ahhh…

I Bjergbækken åbner du hjertet og skaber plads til det dybe åndedræt. Du åbner dele af kroppen, som vi normalt beskytter. Jo mere pressede, vi er, jo mere lukker vi vores forside til, og desto kortere bliver vores vejrtrækning.

Her åbner du hals, hjerte og.mave og inviterer den dybe vejrtrækning ind – kroppen bliver stille, sindet bliver stille..

Og ’Bjergbæk’ er så diskret, at du kan lægge dig i den i parken eller på stranden uden at vække opsigt.:)

Du skal bruge:

  • en yogapølle (el. et rullet vattæppe/badehåndklæde)
  • tre tæpper (el. håndklæder)
  • en klods el. pude til at have under fødderne
  • en øjenpose

Ind i stillingen:

To tæpper (eller badehåndklæder) foldes fra “stor hovedpudestørrelse” tre gange

og lægges oven på hinanden

Tæpperne skal ligge, så de løfter dit bryst, og det passer med, at armene kan ligge i en 90 graders vinkel ud til siden.

Det må ikke føles ubehageligt i lænden. Det skal føles, som om hjertet bliver løftet, men at skuldrene er afspændte og lænden lang. Hvis du føler, du svajer for meget, så fjern det ene tæppe under brystet..

Et andet tæppe rulles, så rullen støtter nakkesvajet – hagen må godt vende lidt mod loftet eller himlen, så halsen er åben. Hvis det føles anstrengt i nakken, fjerner du det ene tæppe under brystet.

Anbring en yogapølle eller et rullet tæppe eller håndklæde under knæene. Hvis hælene ikke støtter i gulvet, så læg en blok eller pude under dem. Husk øjenpude.:)

Fokuser på kroppens kontakt med det, der støtter dig. Slip spændinger i ansigtets muskler, kæben. Lad maven blive blød på dine udåndinger. Bemærk, hvilke følelser der dukker op. Bare bemærk dem.

Ud af stillingen:

Rul om på siden og skub dig op, så du kan fjerne tæpperne. Læg dig herefter lidt på ryggen med knæene op til brystet og vip lidt på lænden.

Hold øje med flere dejlige restorative stillinger her på siden i den kommende tid.

 

Namasté

Exam. yogalærer – Restore & Heal

Lisbeth Beierholm

 

Hvad er restorativ yoga?

En række liggende og siddende stillinger designet til at skabe balance i nervesystemet. Du understøtter kroppen med puder, tæpper og klodser, så musklerne kan slippe. Når kroppen bliver stille, aktiveres det parasympatiske nervesystem, den del af det autonome nervesystem, hvor du genopbygger ressourcer. 

Restorativ Yoga hjælper med at:

  • reducere og forebygge stress
  • skabe mere ro og overskud i hverdagen.
  • mindske nedtrykthed, angst, søvnløshed, muskelspændinger og forhøjet blodtryk.
  • slippe spændinger dybt inde i bindevævet.
  • ilte blodet, så affaldsstoffer udskilles
  • afbalancere kroppens energier.