Sådan tacklede jeg selvmordstankerne

Jeg havde svært ved at genkende mig selv efter stress-sammenbruddet, jeg magtede ikke det, jeg tidligere havde kunnet, og begge dele gjorde mig virkelig bange. Ind i mellem blev jeg skrækslagen og tænkte: ”Bliver jeg nogensinde mig selv igen? Har jeg mistet alle mine kompetencer?”

Følelsen af at mit liv var nytteløst, når jeg ikke en gang kunne klare mig selv udløste ind i mellem angst, og jeg begyndte at få selvmordstanker.

 

Til læge med selvmordstankerne

Selvmordstankerne dukkede i starten op cirka hver anden måned, og fordi det var pinefuldt, gik jeg til læge. Lægen konstaterede, at jeg havde en let depression. Jeg fik antidepressiv medicin, der hjalp noget på tristheden, men medicinen gav mig også bivirkninger, så efter et halvt år trappede jeg ud af medicinen for at klare det på den hårde måde uden medicin. Og det var hårdt.

Jeg kom ind i mellem mentalt ned i afgrundsdybe, sorte huller og selvmordstankerne opstod ud af det blå. Jeg måtte bruge al min viljestyrke og disciplin for ikke at forblive i de sorte tanker. Tilstanden var svær at komme i gennem til trods for, at jeg vidste, at jeg hverken ville eller havde modet til begå selvmord.

Selvmordstankerne varede et par timer eller et halvt døgns tid, og så klingede tankerne af og jeg kom ”på sporet” igen. Min erfaring blev, at når jeg turde være i tilstanden og gå i gennem den, selv om det var hårdt og krævede mod og viljestyrke, så gik selvmordstankerne og angsten i opløsning og forsvandt. Hver gang.

Hver gang jeg havde været sådan en periode igennem, fik jeg det bedre, end jeg havde haft det, før jeg faldt ned i det ”dybe, sorte hul”. Der gik længere og længere tid mellem ”de sorte huller”, et halvt år, et år og så forsvandt selvmordstankerne fuldstændig.

 

Dagbogen lettede også på trykket

I de svære perioder gav det mig en lettelse, når jeg skrev i dagbogen. Syv måneder efter sammenbruddet skrev jeg i min dagbog:

“Jeg blev for vred og ked af det i går. Jeg havde lyst til at smadre vinduer, de store, kaste med urtepotte, skære mig selv i håndleddet, drikke mig stangstiv. – Til hvad nytte? Det der kunne berolige mig var, at jeg tændte op i brændeovnen. Det gjorde jeg. – I dag kan jeg ikke ret meget. Min længste gåtur har været at samle æbler i haven. Næst længste at hente en dug, der hang til tørre på tørrestativet uden for.”

 

Depression er ofte en følge af stress

Depression opstår ofte i forbindelse med langvarig stress. Depressionen er altså ikke ”hoved-problemet”. For nogen er det hjælpsomt at tage antidepressiv medicin, fordi den kan være med til at fjerne både tristheden og de tunge tanker. Hvis du vælger at tage antidepressiv medicin, bør der altid være en læge med ind over, også når du skal trappe ud af medicinen.

 

Bed om hjælp

Det ville have været en stor lettelse for mig at tale med min mand eller en god ven om mine selvmordstanker, men det gjorde jeg kun, når det virkelig brændte på. Hvis du begynder at få selvmordstanker, er mit råd til dig: Tal med én du har tillid til, tal med én, der lytter til dig, så du mærker, at du ikke er alene og at nogen ser dig. Og gå så også til læge.

 

Lav evt. en aftale på forhånd om, at du må ringe dag og nat, så bliver det lettere at ringe, hvis du får behov.

 

Livet er en dyrebar gave. Pas på dig selv.

Marianne Bak