Mariannes historie fortsat…

Jeg holdt mere og mere fast i mine vaner og mønstre, desto mere stressramt jeg var. Jeg tænkte, handlede og reagerede i de fleste situationer bare per ”refleks” uden at mærke efter, hvordan jeg havde det. Kontakten til mig selv og mit nærvær var forsvundet.

Jeg var sjældent til stede i nuet, rolig og eftertænksom, men gjorde alt per automatik. Jeg var i en slags sanselig og mental kaos og klarede hverdagen ved, at jeg bare gjorde som jeg plejede, jeg var nærmest som en robot. Og mit åndedræt var i halsen, et synligt tegn på, at jeg ikke var nærværende.

Hvis jeg skulle få det bedre, måtte jeg begynde at trække vejret helt ned i maven og være til stede i det, jeg gjorde. Den eneste måde jeg kunne blive nærværende på var, at jeg ikke bare tænkte og gjorde, som jeg plejede. Jeg skulle til at sanse og mærke mig selv og være til stede med min opmærksomhed.

Som du kan se af følgende eksempel, gik jeg konkret til værks.

 

Fra løb til slowmotion

Derhjemme småløb jeg igennem vores lange gang, når jeg skulle fra den ene ende af huset til den anden. Det var blevet en vane, at jeg skyndte mig, selv om jeg ikke havde travlt. Og det var en af de første ”reflekshandlinger”, jeg lavede om på.

Når jeg opdagede, at jeg småløb, stoppede jeg op, samlede min opmærksomhed omkring mit åndedræt og fokuserede på dét, jeg var i færd med, nemlig at jeg skulle bevæge mig, ikke i løb, men at jeg skulle gå i normalt tempo igennem huset.

Efter det lille ophold løftede jeg højre hånd og lavede en baglæns cirkelbevægelse og mimede, at jeg ”spolede filmen tilbage”. Og så startede jeg handlingen forfra ved, at jeg bevægede én fod ad gangen fremad i slowmotion, mens jeg sagde: ”Nu flytter jeg højre fod. Nu flytter jeg venstre fod. Nu flytter jeg højre fod”, osv.

Det krævede tid og tålmodighed at ændre mine mønstre, fordi de var så rodfæstede i mig.

Det var som om kroppen skulle omprogrammeres

Mønstrene havde fået overtaget hos mig efter stress-sammenbruddet, og jeg gjorde alt per automatik. Selv når jeg talte med nogen, gjorde jeg det uden refleksion og talte bare uden at være til stede. Du kender sikkert den fornemmelse af fravær: det er ligesom når du taler med én, der samtidig tjekker sin mobil.

Det blev en daglig øvelse at mærke efter og huske at trække vejret dybt og roligt. Samtidig med at jeg ændrede nogle af mine uhensigtsmæssige mønstre, lavede jeg åndedrætsøvelser, der hjalp mig med at blive mere nærværende. Trods daglige øvelser varede det otte måneder, før mit åndedræt var helt nede i maven igen.

Der er gået ti år siden, jeg faldt sammen af stress, og jeg øver mig stadig i at være nærværende. Jeg har stadig god gavn af åndedrætsøvelserne, og jeg forsøger også at ændre nogle af mine mere skjulte mønstre.

 

Nogle mønstre er hensigtsmæssige

Jeg mener, at mange af de vaner og mønstre vi har er gode at have, fordi vi slipper for at vælge og tænke os om hele tiden. Men mine mønstre var blevet helt fastlåste, fordi jeg hverken mærkede eller sansede min krop. Hvordan den havde det, om mine handlinger gav mening, og min tilværelse blev ufleksibel og livet blev som at være i en spændetrøje.

Mine egne mønstre var blevet mit fængsel.

Det er fantastisk igen at føle, at jeg lever, for det er det nærværet kan, gøre levende.

Du kan selv prøve.

Marianne Bak