Mariannes historie del IV

Dagen før jeg faldt sammen af stress, oplevede jeg noget mærkeligt på en gåtur. Mine fødder flyttede sig i snegletempo, alle mine bevægelser var langsomme, og fuglenes kvidren skar i mine ører. Mine sanser var anderledes, end de plejede at være. Jeg opfattede detaljer omkring mig knivskarpt samtidig med, at jeg havde fornemmelsen af, at alt foregik i slowmotion.

 

Sammenbruddet kom som lyn fra en klar himmel

Da jeg kom på arbejde næste morgen, var der livlig snak på lærerværelset. Inspektøren, der også var der, spurgte: ”Hvordan går det Marianne?”

Lige på det tidspunkt slog stressen ned i mig fra en klar himmel, og min verden blev fuldstændig forandret på et splitsekund. Jeg var midt i mit første sammenbrud af stress.

Tårerne løb ned af mine kinder, og jeg kunne ikke holde op. Jeg var ikke i stand til at tale, og min krop ville ikke lystre. Inspektøren fulgte mig ind i et lokale med en sofa, og han hjalp mig ned at ligge på sofaen. Langt væk opfattede jeg bekymring i hans øjne.

Kaos i sanserne

Koblingen mellem min hjerne og min krop var blevet afbrudt, og der var ingen besked til benene om, at de skulle bevæge sig. Jeg kunne ikke flytte dem. Jeg kaldte på sekretæren, der hjalp mig op fra sofaen.

Da min mand kom lidt senere, sad jeg og frøs med et tæppe omkring mig. Jeg var ligesom pakket ind i vat, men alligevel var alle sanseindtryk ubehagelige for mig, og det gjorde ondt i mine ører, når nogen talte, og jeg måtte lukke øjnene. Jeg forstod faktisk ikke hvad der foregik.

”Ingen kram, tak”

Da vi skulle hjem, lystrede mine ben stadigvæk ikke, og jeg hang op af min mand, der støttede mig. En lille flok kolleger med forskrækkede ansigter samlede sig omkring os på vej ud. De ville give kram til farvel, men min mand holdt en hånd op og skærmede mig. Alt foregik som i en tåge.

Hjemme hjalp min mand mig i seng, og der lå jeg i fire døgn. Jeg sov de 20 af døgnets timer og lå med lukkede øjne de resterende fire.

 

Der var blevet smidt en atombombe ind i vores liv

Mit sammenbrud var en voldsom oplevelse for hele familien. Hverken min mand eller resten af familien kendte nogen, der havde være ude for noget, der lignede. Det ene øjeblik kunne jeg klare mig selv og gå på arbejde, i det næste det øjeblik var jeg blevet til en zombie, der skulle have hjælp til både at komme på toilettet og til at spise.

Min familie var hos mig på skift den første uges tid og hjalp mig med alt. Den dag min søn passede mig, skrev han det her digt:

 

Min søns digt

Jeg tog min vrede

Smed den over bord

Jeg tog min bekymring

Smed den over bord

Jeg tog det jeg ikke kunne

Smed det over bord

Jeg tog min frustration

Smed den over bord

Intet af det har jeg brug for

Nu er det væk

 

Måske kan digtet hjælpe én, du kender, der er gået ned med stress, eller én der er tæt på en stressramt.

 

Det er i orden at spørge og undre sig

Det, jeg har oplevet, må aldrig ske for nogen. Aldrig. Og alligevel sker det dagligt. Du kan være med til at forebygge og hjælpe ved at tale om stress, spørg og undr dig og grib ind, når du kan se, at et medmenneske har det skidt.

Jeg opfordrer dig til at handle.

Tak for at du læste med

Marianne Bak