Mariannes historie

I månederne op til mit stress-sammenbrud brugte jeg mere og mere tid på at arbejde som folkeskolelærer. Jeg sad ved computeren til kl. 20-21 og ændrede i mine noter til næste dags undervisning, men uden at ændre indholdet. Måske oplever du også som stressramt, at dit arbejde fylder mere og mere.

Samtidig med at arbejdet fyldte flere timer i døgnet, fik jeg koncentrationsbesvær, og jeg glemte, hvor jeg lagde mine ting, og hvornår jeg skulle noget, så jeg begyndte at skrive huskesedler om alt. Til sidst lavede jeg også lister over almindeligheder, altså de ting, der gentog sig hver dag: fx husk madpakke, pennalhus, jakke.

Huskesedlerne hjalp mig til at holde styr på mindste detalje

Efterhånden som stressen tog magten, mistede jeg totalt overblikket, og til sidst forsvandt min evne til at forstå hvad der foregik. I et forsøg på at overskue og have kontrol med min hverdag, blev huskesedlerne én af de måder, jeg fik hverdagen til at fungere og hænge sammen på.

Men jeg kom jo selvfølgelig ud i situationer, som jeg ikke kunne forudse. Den situation, jeg vil fortælle om, skete fredag eftermiddag, en uge før jeg faldt sammen.

 

Min evne til at forstå hvad der foregik var væk

Efter at jeg var færdig med dagens undervisning, gik jeg ind på lærerværelset, hvor tre af mine kolleger sad ved et bord og talte sammen. Det så hyggeligt ud, og jeg satte mig hen til dem for at runde arbejdsugen af sammen med dem. Men da jeg havde siddet der i nogle minutter, og mine kolleger bare talte videre uden at henvende sig til mig, forstod jeg, at de holdt møde. Jeg rejste mig og tog hjem.

Jeg havde altså slet ikke kunnet aflæse, hvad der foregik, og her slog mine huskesedler ikke til.

Stress og perfektionisme

Udefra kunne det se ud som om, jeg var meget perfektionistisk med alle de huskesedler jeg skrev, men jeg forsøgte bare at holde sammen på min verden, der langsomt splintredes og gik i stykker i takt med, at stressen blev værre. Jeg forstod simpelthen ikke, hvad der foregik.

 

Stressen eller perfektionismen, hvad kom først?

Mens jeg var ramt af stress, så jeg ikke, hvad stressen gjorde ved mig, altså at jeg blev mere og mere perfektionistisk, men min erfaring stemmer godt overens med en beskrivelse af sammenhængen mellem stress og perfektionisme, jeg har læst i bogen ”Stop stress”.

 

For at belyse og tydeliggøre, hvad der sker med den stressramte, får du beskrivelsen her:

”For at ”overleve” så længe som muligt sætter den stressramte alt ind for, at opgaverne løses fuldstændig perfekt. Han kan blive detaljerytter, ufleksibel tangerende til rigid og arbejder stadig flere timer, samtidig med at arbejdet får en stigende betydning for ham. Dermed kan det altså være selve udviklingen af stress, der fremkalder en adfærd hos den stressramte, som på overfladen kan ligne perfektionisme, overinvolvering og arbejdsnarkomani – men i sådanne tilfælde vil det faktisk være stressen, der har øget disse karakteristika.”

 

(Frit citeret efter ”Stop stress” af Malene Friis Andersen & Marie Kingston).

Det er altså almindeligt at stressramte kan blive perfektionistiske, og derfor ikke særligt personer med en perfektionistisk personlighed, der rammes af stress.

 

Pas på dig selv!

 

Marianne Bak, Find ud af Stress