Mariannes historie del V

Lige efter mit stress-sammenbrud var jeg fyldt af angst, og kroppen var i alarmberedskab. Lys- og lyd-indtryk var for voldsomme for mig. Jeg lå derfor med lukkede øjne det meste af tiden, når jeg ikke sov. Urene blev sat i stå, så de ikke tikkede, og min mand holdt op med at høre radio og se fjernsyn, når jeg var i stuen. Det var en afgørende hjælp, at min mand sørgede for at jeg fik fuldkommen ro og hvile.

 

Kapaciteten i min hjerne var nedsat til et minimum, og jeg kunne ikke fastholde tanker og derfor heller ikke ræsonnere mig frem til og forstå, hvad der var sket med mig. Jeg kunne ikke lade være med at tænke: ”Er jeg blevet sindssyg? Eller er jeg en grøntsag, så jeg aldrig får et liv igen?” Det var meget skræmmende for mig, at der ikke var noget, jeg kunne genkende i mig selv.

 

Jeg brugte døgnrytmen til at få det bedre

For at gøre dagene forudsigelige holdt jeg fast i den mest basale form for struktur, nemlig døgnrytmen. Det gjorde jeg ved, at jeg om dagen lå på en sovesofa i vores havestue og om natten i min seng. På den måde fik ”hverdagen” en simpel struktur og en genkendelighed. På det tidspunkt kunne jeg ikke forholde mig til noget som helst, men senere i forløbet opretholdt jeg strukturen ved at lave et dagsskema.

Mine erfaringer fra den første tid var altså, at de her tre ting var afgørende for, at jeg fik det bedre:

  • Ro
  • Hvile
  • Struktur

De tre ting, er jeg også stødt på i bogen ”Stress – det moderne traume” af Nadja Prætorius. Det er den mest rammende bog, jeg har læst om stress. I kapitlet ”En enkel struktur” kan du læse, hvorfor ro og hvile er godt for den stressramte, og hvorfor det er afgørende at skabe en struktur for dagligdagen.

Sådan fandt jeg ud af, om jeg var sindssyg

Som jeg har fortalt, vidste jeg ikke, at jeg var gået ned med stress, men jeg troede, at jeg var blevet sindssyg. Fordi jeg ikke kunne holde sammen på mine tanker, fandt jeg på en anden måde at undersøge, hvad der var galt med mig. Jeg malede. Uden at tænke fik jeg malet noget på et papir. Og da jeg så resultatet, var jeg endelig sikker på, at jeg ikke var rablende skør.

 

Det gav mig håb om og tillid til, at jeg kunne blive mig selv igen, men heldigvis gik der måneder før jeg selv forstod, hvor galt det stod til med mig.

 

Hvad kan du gøre for at hjælpe, når et menneske er brudt sammen af stress

Jeg vil slutte af med gode råd, selv om jeg håber, du aldrig bliver vidne til, at et andet menneske bryder sammen af stress. Hvis det alligevel sker, så husk at du kan gøre en forskel.

 

Det bedste for den stressramte er ro og hvile. Sluk for radio og fjernsyn og flyt computer og telefon langt væk, men vær i nærheden, så du hører, når han kalder, og fortæl at du er der og hjælper. Selv om du har lyst til at høre, hvordan det går, så tal så lidt som muligt. Skab forudsigelighed, så den stressramte ikke skal forholde sig til ret meget. Det er dig, der må tage de små valg, der skal tages.

 

Tak for at du læste med

Marianne Bak