Stress kan måles

Stress kan måles

Ligesom man kan måle en lang række af kroppens andre funktioner, så er det også muligt at måle stress.

De præstationsfremmende stoffer kan alle måles. Ved hjælp af spyt, blod eller urinprøver kan man bl.a. spore stresshormoner som kortisol, adrenalin, noradrenalin, samt blodets indhold af sukker, fedtsyrer og proteiner, som også øges ved stress.

Den viden giver os mulighed for at forstå, at stress er noget yderst konkret og fysiologisk og ikke noget, der kun foregår mellem ørene. Faktisk foregår de fleste reaktioner på stress i binyrerne, hvor mange af stresshormonerne bliver produceret.


Hvad måles stress ellers på?

Stress måles på forskellig måde, afhængig af hvilken type respons man ønsker at undersøge.

Spørgeskemaer: Der findes et hav af såkaldte stresstests. Fx benytter læger og psykologer typisk spørgeskemaer til måling af psykologiske og adfærdsmæssige effekter. Disse tests kan du finde forskellige steder på nettet, eller du kan bede om en hos din læge. Derudover får du som medlem af stressforeningen tilsendt en stresstest med guidelines til, hvad du kan gøre.

Fysiologiske reaktioner kan fx måles som ændringer i hormoner og andre stoffer, der er målelige i biologiske væsker. Andre fysiologiske reaktioner kan være ændringer i blodtryk, hud, vejrtrækning og hjertefrekvens.

Andre målemetoder: EEG (elektroencephalografi) kan måle stress i hjernen.

Hvis jeg vil have målt mit stressniveau?

Du kan på nuværende tidspunkt ikke henvende dig til din læge eller blive henvist til hospitalet og få foretaget en test af fx spyt, blod og urin. Endnu er det ikke et tilbud i det danske sundhedssystem.

Hvis du ønsker at få foretaget en måling fx af kortisolindholdet i dit spyt, så skal du ud på det private marked. Der findes klinikker her i Danmark, hvor disse målinger foretages. Indtil videre bruges disse tests her i landet udelukkende i forbindelse med forskning.

Stress kan måles